Pas på tyven i vinterferien
Vinterferien står for døren, og de ferietomme boliger tiltaler tyvene. Nu har over 800 nordjyder tilmeldt sig nabohjælpen for at bekæmpe indbrud.
Vinterferien er en af højsæsonerne for indbrudstyve, men flere og flere nordjyder går nu sammen om at bekæmpe indbruddene. Antallet af såkaldte nabohjælpere stiger støt, men håbet er, at endnu flere vil tilmelde sig.
- I Nordjyllands Politi mærker vi, at det lokale forebyggende arbejde med at bekæmpe indbrud har borgernes interesse. Det er vi glade for, siger politikommissær Ted Andersen, der er leder af Kriminalpræventiv Forebyggelse i Nordjyllands Politi.
Undersøgelser viser, at organiseret nabohjælp kan forhindre op til hvert fjerde indbrud. Derfor er politikommissæren tilfreds med det nye Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden lancerede sidste år.
Ted Andersen anbefaler borgerne, at de husker at tilmelde sig og sørger for at alliere sig med naboerne via det nye system.
- Og gør det gerne i god tid inden vinterferien, så indbrudstyvene må gå forgæves, lyder det fra Ted Andersen.
Du kan tilmelde dig nabohjælp på www.nabohjælp.dk. Herefter kan du invitere netop de naboer, du har lyst til at have med i dit netværk.
En af dem er, der har brugt det nye system til at organisere nabohjælpen og snyde indbrudstyvene, er Helle Andersen fra Sundparken i Aalborg Øst.
- Forrige jul oplevede vi en bølge af indbrud her i kvarteret, og jeg har selv prøvet at jage en tyv ud af min nabos stue. Det var en både dramatisk og ubehagelig oplevelse, fortæller Helle Andersen og fortsætter:
- Antallet af indbrud er heldigvis faldet igen i vores kvarter. Vi er i forvejen meget opmærksomme på, at det er vigtigt at have lys tændt, en radio der kører og andet, der signalerer, at her er der nogen hjemme. Men det giver tryghed, at vi nu kan koordinere indsatsen og skilte med, at her i kvarteret står vi sammen mod indbrudstyve, siger Helle Andersen.