Påsat brand totalskadede hus
Branden er under kontrol i Stenhøj. Alt tyder på, at branden er påsat.
Beredskabet fra Hjørring var lørdag aften i færd med at slukke en voldsom brand i Stenhøj. Alt tyder på, at branden var påsat. En rude var knust i en dør. I nærheden blev der udfundet plast beholdere med mulige brandbare væsker.
Branden var overtændt og ilden havde godt fat i konstruktionen, og hele taget brændte på bygningen. Der var ingen fare for spredning, oplyser indsatsleder ved Beredskabscenter Hjørring. Klokken 19.30 var branden under kontrol og bygningen er total skadet.
Huset, der var i brand, er en nedlagt administrationsbygning til en produktionsvirksomhed. Ifølge vagtchef ved Nordjyllands politi, Karsten Højrup Kristensen, har bygningen været tom i mange år.
Nu venter en nærmere undersøgelse af branden. Politiet efterlyser vidner, der har set personer eller køretøjer ved brandstedet. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.