Patrick Nielsen og Rudy Markussen bokser i Frederikshavn

For syvende gang skal Arena Nord være ramme om Nordic Fight Night.

12. september skal der for syvende gang deles øretæver ud til Nordic Fight Night i Arena Nord i Frederikshavn.

Og plakaten prydes af to store danske boksenavne.

Rivalerne Patrick Nielsen og Rudy Markussen, der har udfordret hinanden til et regulært boksebrag skal begge i aktion og vise, hvad de kan.

Til Nordic Fight Night i Frederikshavn kommer de til at stå overfor stærke internationale navne, og de vil begge forsøge at få hinanden til at ryste i bukserne, inden de senere på året møder hinanden i ringen.

- Jeg ser frem til at komme tilbage i ringen. Jeg havde en kort pause efter min sidste kamp, men nu er jeg tilbage i træningslokalet, og det seriøse arbejde er begyndt igen, siger Patrick Nielsen, der vender tilbage efter en meget sikker pointsejr over Charles Adamu i juni i en pressemeddelelse.

Det var til pre-fight pressekonferencen op til denne kamp at Rudy Markussen på dramatisk vis afbrød mødet og udfordrede Nielsen.

- Jeg kan ikke vente med at få banket rusten af og minde alle om, hvad jeg er i stand til. Jeg er lidt klogere nu. Jeg lever en sundere livsstil og arbejder hårdt hver dag. En masse mennesker har afskrevet mig - de siger, jeg er for gammel, og at jeg har været ude af ringen for længe, men jeg er klar til at bevise, at de tager fejl. Der er stadig en masse, jeg ønsker at opnå og en kamp mod Patrick giver mig al den motivation, jeg har brug for, lyder det fra Rudy Markussen.

Det er syvende gang at Nordic Fight Night skal afholdes i Arena Nord, og at få stævnet tilbage til Nordjylland henrykker direktør Per Malmberg.

- Det er vi himmelhenrykte over. Det er syvende gang, vi skal have stævnet og denne gang bliver med det stærkeste program nogensinde, siger han.

Udover de to topnavne vil boksere som Micki Nielsen, Dennis Ceylan, Abdul Khattab og Rashid Kassem skulle i ringen.


Seneste nyt

fra Nordjylland