Påvirket 61-årig slog betjent i ansigtet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Falck skulle hjælpe 61-årig på skadestuen, men måtte tilkalde politiet. Da de kom frem, slog den 61-årige en betjent i ansigtet.
En 61-årig mand fra Frederikshavn har tilbragt natten i detentionen i Frederikshavn og har modtaget en sigtelse om vold mod tjenestemand.
Den modtog han, da han omkring klokken 03.16 slog en betjent i ansigtet, som forsøgte at pacificere manden, der skulle på skadestuen.
- Det var Falck der skulle bringe ham til skadestuen, men de skulle have assistance fra os fordi manden var påvirket og aggressiv, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen.
- Kollegerne forsøger at pacificere ham og i den proces slår han ud efter og rammer den ene i ansigtet, siger vagtchefen.
Manden blev derefter anholdt og anbragt i detentionen. Herfra bliver han afhørt og efterfølgende løsladt.