Pendlerformand vil holde Q400 på jorden

 Pendlerformand vil holde Q400 på jorden

Passagererne tog det roligt, da SAS i dag genoptog flyvningerne med den flytype, der forulykkede forleden. Men formanden for pendlerne mener, at Q400-flyet burde tages helt ud af drift.

Der var et ekstra tjek af højre landingsstel, inden afgangen 9.55 mod København fik lov at gå i luften.

Kort forinden havde flyet af den uheldsramte Q400-type - også kaldet Commuter - sat hjulene i landingsbanen, præcis som det forulykkede fly gjorde i søndags.

- Og vi tænkte da lidt ekstra over det, men sad ikke og klamrede os til sæderne, siger Tina Christiansen, der netop var landet fra København med Q400.

Men en pendler, der flyver til København fire gange om ugen, tror, mange passagerer vil vælge ture med Q400 fra.

- Jeg vil da nok selv se, om jeg ikke kan få plads på flyet af typen MD80, der flyver 40 minutter tidligere, siger Henriette von Platen, formand for pendlerklubben SKAAL.

Men i dag tog de fleste passagerer det helt roligt.

- Jeg er ikke så nervøs - ellers var jeg nok ikke kommet, siger Marianne Jensen fra Aalborg, der er på vej til København.

- Landingsstellet er jo en mekaniske del. Så sådan en fejl kan sikkert også opstå på andre flytyper, mener Tom Andersen fra Aalborg.

Og ingen har valgt flytypen fra.

- Der var helt fyldt op på den første afgang. Og 9.55 kom alle de passagerer, der havde booket på forhånd. Så jeg tror ikke, at det betyder så meget for vores passagerer, siger SAS' stationsleder i Aalborg, Søren Svendsen.

Alligevel opfordrer pendlerformanden SAS til at tage den ultimative konsekvens.

- Det ville være rigtig flot af SAS, hvis de tog alle de her fly fra den omgang ud. Det ville jeg tage hatten af for, siger Henriette von Platen.

SAS nøjes dog med et ekstra sikkerhedstjek. For i det daglige fungerer flyene tilfredsstillende.

- Vi har overhovedet ikke haft problemer i dag, siger Søren Svendsen.

De 33 Q400-fly har kostet SAS omkring fire milliarder kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland