Penge på vej til de nordjyske kommuner
Foto: Simon Læssøe, Scanpix.
Kommunerne i Region Nordjylland får sammenlagt flest penge fra den såkaldte særtilskudspulje, som går til vanskelig stillede kommuner.
Når kommunerne skal lægge budgettet for næste år, har 9 ud af 11 af de nordjyske kommuner et ekstra tilskud at gøre godt med.
Disse kommuner vurderes nemlig til at være nogle af landets mest vanskelig stillede kommuner, og derfor får de et millionbeløb fra den såkaldte særtilskudspulje. Sammenlagt får de 114,1 million kroner.
Morsø, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev er de nordjyske kommuner, der får flest penge fra puljen. Læsø og Thisted får færrest, imens Rebild og Aalborg Kommune ikke får noget tilskud.
- Regeringen ønsker vækst og udvikling i hele Danmark. Men det kan være særligt svært i kommuner, der for eksempel har mange ældre borgere eller mange borgere på overførselsindkomst, og samtidig har andre økonomiske udfordringer. Her kan særtilskuddene give det økonomiske rygstød, som skal til, for at budgetterne kommer i balance, siger Karen Ellemann i en pressemeddelelse.
De største modtagere fra puljen er Lolland, der får 39 millioner kroner, Langeland der får 36 millioner kroner og Guldborgsund der får 18 millioner kroner. Lige hælene af dem kommer de fire nordjyske kommuner. Se hele listen her.
Tilskuddene stammer fra to puljer. Den generelle særtilskudspulje for vanskeligt stillede kommuner er i år på 300 millioner kroner. Herudover er der reserveret 15,1 millioner kroner, som skal gå til at supplere kompensationen, der allerede gives for tab ved refusionsomlægningen på beskæftigelsesområdet, i særligt vanskeligt stillede kommuner.
Regeringen foreslår i sit udspil til finanslov for 2017 derudover at oprette en ny særtilskudspulje på 300 millioner kroner målrettet kommuner med vanskelige økonomiske vilkår.