Penge på vej til landsbyer
Der er millioner på vej til de nordjyske landsbyer. Der er nemlig ved at komme gang i udbetalingerne fra EUs nye landdistriktsprogram.
En af de landsbyer, der tegner til at få glæde af pengene, er Norup syd for Hadsund. Der er nemlig 200.000 kroner på vej til at friske byens forsamlingshus op.
- Vi skal have nye møbler, gardiner og noget andet lys, fortæller formanden for forsamlingshuset, Dorit Pedersen.
Også køkkenet har set bedre dage og kan ikke leve op til myndighedernes krav.
- Så vi skal have helt nyt køkken ind, fortæller Dorit Pedersen under en rundvisning.
Dorit er kommet i det 75 år gamle hus siden sin barndom. Og har tilbragt mange timer på de traditionelle bænke langs salens sider.
- Det er en del af forsamlingshusets sjæl - sammen med vægmalerierne. Så det skal bevares, siger Dorit Pedersen.
Et af malerierne fortæller en del af historien om et andet projekt i byen, der også får del i de 21 EU-millioner, der hvert år skal fordeles til de nordjyske landsbyer. Det gamle mejeri er nemlig ved at blive bygget op til bryghus.
Og projekterne er vigtige for landsbyerne. Det siger en af dem, der er med til at fordele pengene.
- Jeg tror det betyder meget, at der sættes projektet i gang. Og det er inden for bosætning, erhverv, turisme og natur, siger Lisbeth Nørgaard, formand for Lokal AktionsGruppe i Himmerland, der fordeler pengene.
Og det nikker man genkendende til i Norup.
- Jeg tror, at det vil betyde meget for byen. Mange af indbyggerne kommer her og er stolte af det, siger Dorit Pedersen.
Foreløbig har den Lokale Aktionsgruppe i Himmerland indstillet projekter for 2,2 millioner kroner. Bevillingerne skal endeligt godkendes af Direktoratet for Fødevareerhverv. Du kan se mere om projekterne i Himmerland på www.lag-himmerland.dk