Penge vælter ind til uberørt skov i heksen Dannie Druehylds navn

Heksen i Rold Skov, Dannie Druehyld, døde mandag i en alder af 74 år. Nu er en indsamling startet i hendes navn, og den går over alt forventning.

Øverst i artiklen kan du se et indslag, TV2 Nord lavede med Dannie Druehyld i anledning af hendes 70-års fødselsdag. 

En flok hekse, hedninge og andet godtfolk er i gang med en større indsamling i Dannie Druehylds navn. En gruppe af selvudnævnte hekse besluttede sig nemlig onsdag formiddag for at begynde indsamlingen.

- Vi havde snakket om at samle ind til en krans.. Men det var ikke Dannies stil, forklarer Tina Syssel Weiss, der er en af heksene bag indsamlingen.

Håber at få øremærket område i Rold Skov

Formålet med indsamlingen er at købe et stykke uberørt skov i Danmark i Dannie Druehylds navn. Indtil videre er der blevet indsamlet omtrent 64.000 kroner til skoven.

- Først havde vi troet, at vi ville kunne samle en fire til seks tusinde kroner sammen til formålet, men det er bare gået slag i slag - og pludselig skulle vi også have tilmeldt os indsamlingsnævnet, fortæller Tina Syssel Weiss, der foruden en indsamling via mobilepay også har måttet oprette en indsamling via Paypal, da flere nordmænd har valgt at donere til den nordjyske heks uberørte skov.

- Hun var et stort forbillede for mig. Hun var sin egen, hun var liv, glæde og kærlighed til naturen. Ingen skulle bestemme, hvordan hun gjorde tingene, husker Tina Syssel Weiss, der gennem årene lærte Danmarks eneste registrerede heks at kende.

Når indsamlingen slutter 12. maj, skal det besluttes, hvor den uberørte skov i hendes navn skal placeres. Intet er endnu sikkert, men håbet for heksene bag indsamlingen er, at det bliver i Rold Skov.

Dannie Druehyld blev 74 år gammel og levede i mere end 30 år i og med naturen.


Seneste nyt

fra Nordjylland