Pensionist bombarderet med jobtilbud

Et norsk vikarbureau har spammet en række nordjyske sygeplejersker med jobtilbud på sms. Nu har sms'erne også ramt en pensionist - som aldrig har været sygeplejerske.

I to måneder tikkede sms'erne ind flere gange om dagen på Birthe Christensens mobiltelefon. Et vikarbureau i Norge tilbød hende job som sygeplejerske til rigtig god løn.

Torsdag fortalte TV2 Nord om, at nordjyske sygeplejersker følte sig chikaneret af jobtilbuds-sms'er fra samme firma, Helsenor, og udover at føle sig chikaneret, var Birthe Christensen også ret forundret. Hun er nemlig pensioneret, og har desuden aldrig arbejdet som sygeplejerske.

- Jeg har gået hjemme og passet mine fem børn, og så har jeg haft lidt småjob. Jeg aner virkelig ikke, hvor de har mit telefonnummer fra, siger Birthe Christensen.

Torsdag fortalte direktør Svein Konstali fra Helsenor, at hans medarbejdere finder navnene på de sygeplejersker, de kontakter, i Sundhedsstyrelsens autorisationsregister, hvorefter de bruger internetsider som krak.dk, eniro.dk eller De Gule Sider til at finde telefonnumre.

Der er rigtignok en del sygeplejersker i registret, der hedder Birthe Christensen, men det er ikke den pensionerede Birthe Christensen fra Sønderholm.

Svein Konstali fortæller i dag til TV2 Nord, at han ikke har nogen anelse om, hvordan Birthe Christensens telefonnummer er havnet i hans firmas database, og hvorfor de har kontaktet hende. Men der må være tale om en forveksling, siger han.

Birthe Christensen modtog sms'er i løbet af to måneder i sommer, og både børn og børnebørn forsøgte at svare på beskederne, men uden held til at stoppe henvendelserne. Til sidst fandt Birthe Christensens datter en emailadresse til det norske firma, og så blev der talt med store bogstaver.

- Hun skrev til dem, at jeg var 75 år og ikke interesseret i et job i Norge, og at vi ville gå til politiet, hvis de ikke stoppede chikanen. Og så holdt det op, siger Birthe Christensen.

Siden har hverken hun eller datteren hørt mere fra Helsenor.


Seneste nyt

fra Nordjylland