Perler fundet i gammel grav
En 2000 år gammel grav blev i dag udgravet nær Hadsund.
En grav, der er 2000 år gammel, er dukket op ved Visborg nær Hadsund.
Glasperler og bronze fra en gammel halskæde samt 14 velbevarede lerkar og -krukker er blevet fundet i en stenbygget grav ved Visborggaard. Graven blevet fundet i forbindelse med en landmands efterårspløjning på en mark.
Nordjyllands Historiske Museum har tirsdag undersøgt graven.
- Det må have været en kvinde, der har været begravet her. Og ud fra udsmykningen at dømme, så har hun haft en høj status, siger Torben Sarauw, der er museumsinspektør.
Graven er fra den periode, som arkæologerne kalder for romersk jernalder pga. de indflydelser fra Romerriget, som Danmark også var udsat for. F.eks. kommer det til udtryk i våbenbrug og smykker, men også ved import af genstande fra Romerriget.
- Gravfundet er vigtigt, fordi vi ikke kender mange grave fra denne periode i området, siger Torben Sarauw.
Kl. 19.30 viser TV2/Nord en reportage fra udgravningen.