PET-agent holdt øje med smuglere
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Pressen og andre tilhørere er henvist til lytterum, når PET-agent mandag skal vidne i Ålbæk-sagen.
Journalister og tilhørere var mandag henvist til et lyttelokale, da en agent fra Politiets Efterretningstjeneste skulle vidne i sagen mod fem nordmænd, der er tiltalt for at forsøge at smugle 260 kilo hash fra Danmark til Norge.
Agenten, der i retten blot blev benævnt som "kildefører 599", skulle kun vidne overfor dommeren, da hans identitet skal beskyttes. Han fortalte i retten, at han på aftenen hvor politi og aktionsstyrke slog til mod de formodede smuglere opholdt sig på førstesalen i en værftsbygning midt på havnen. Derfra kunne han observere at en Audi med to personer ankom omkring klokken 21. Den kørte væk fra havnen kort efter, men vendte tilbage ti minutter senere.
Da speedbåden som stofferne, der var i Audien, skulle flyttes over i, nærmede sig havnen, iværksatte styrken på land anholdelser.
- Vi løber derned. Ham i den lyse jakke svømmer i havnen på vej mod målskibet, siger agenten i retten. Manden i havnen bliver hjulpet op i smuglernes speedbåd og båden forsøger at flygte ud af havnen.
På vandet er andre folk fra politi og aktionsstyrke dog klar og de vædrer båden med de tre mænd - bådføreren og de to mænd, der ankom til havnen i Audien.
- Vi hører motorlarm ude på vandet. Vi kan høre adskillelige skud derudefra, siger agenten i retten.
Politiets båd kommer derefter i land med en såret betjent og agenten sejler med båden igen ud. Fremme ved smuglernes speedbåd finder agenten en kromfarvet pistol ved den dræbte bådførers hoved.
- Den sikrer jeg. Der ligger også et afskudt hylster ved siden af pistolen, siger agenten.
Udover agenten vidnede yderligere to personer. Det er sagens sidste vidner og resten af dagen i dag skal bruges på dokumentation.
Næste retsdag er 31. januar hvor anklager og forsvarere skal procedere. Dommen over de fem tiltalte fadler 14. februar.