Pirates-kaptajn indstiller karrieren
Foto: Ib William Christensen
Den tidligere landsholdspiller Kasper Degn indstiller karrieren grundet manglende motivation.
Den 32-årige ishockeyspiller Kasper Degn, der i de seneste fire sæsoner har optrådt for Aalborg, indstiller sin karriere. Degn savner ganske enkelt motivation.
- I denne sæson har det været en lang og sej kamp at kæmpe sig til og igennem træningerne. Det er sjovt i de sidste måneder af sæsonen og i slutspillet, men jeg er mæt af alt det andet, siger Kasper Degn i en pressemeddelelse.
Han sluttede af med en flot sæson, hvor han producerede 54 point i 35 kampe. I slutspillet stod han for 13 point i lige så mange kampe.
- Hvis man vil være med på det her niveau, så skal man være der 100 procent. Det er blevet hårdere for mig at leve op til de krav, jeg stiller til mig selv.
- Derfor har jeg taget denne velovervejede beslutning omkring mine fremtidige prioriteter, så jeg stopper, mens jeg stadig kan kigge mig selv i spejlet og sige, at jeg gav alt, begrunder Kasper Degn.
Han har spillet mere end 600 kampe i den bedste danske ishockeyrække, hvor han har optrådt for Herning, Rungsted og Aalborg. Han vandt to mesterskaber med Herning og fik desuden en pokaltitel med Rungsted.
Det blev også til et ophold i Bietigheim Steelers i den næstbedste tyske række.
Som landsholdspiller spillede Kasper Degn otte VM-turneringer, og han lavede 46 point i 148 landskampe. I 2006 blev han kåret som årets spiller i Danmark.
- Det kunne være, jeg havde taget nogle større skridt i min karriere, hvis jeg havde taget chancen i udlandet som junior. Men jeg valgte anderledes og er stolt af det, jeg har opnået i Danmark samt i de to år i Tyskland, siger Kasper Degn.