Plácido Domingo er ramt af sygdom og må derfor udsætte sin koncert i Aalborg, der ellers skulle have været afholdt onsdag. Foto: Pressefoto

Plácido Domingo udskyder koncert i Aalborg

På grund af sygdom kan stjernetenoren ikke gennemføre sin koncert i Musikkens Hus.

Tenor-legenden Plácido Domingo udskyder nu sin koncert i Musikkens Hus i Aalborg, der efter planen skulle være afholdt på onsdag.

Den spanske tenor gennemførte søndag aften delvist sygdomsramt en koncert i Staatsoper Berlin, men måtte efter koncerten erkende, at hævede bronkier i øjeblikket ikke muliggør gennemførelse af koncerten i Aalborg.

Plácido Domingo har dog omgående programsat en ny koncert i Aalborg søndag den 14. juni 2015 kl. 20. Koncerten på onsdag var udsolgt til sidste sæde, og alle eksisterende billetter kan genbruges til den nye koncertdato uanset påtrykt dato. Publikum kan dog også få den fulde billetpris refunderet, hvis den nye koncertdato søndag den 14. juni ikke passer.