Planen er godkendt: Så mange pladser skærer AAU
Flere hundrede studiepladser forsvinder på Aalborg Universitet
Aalborg Universitet har indsendt og fået godkendt den plan om dimensionering af en række bachelor- og kandidatuddannelser. I alt skæres over 1000 studiepladser.
Til september vil Aalborg Universitet optage langt færre bachelor- og kandidatstuderende end hidtil.
Den dimensioneringsplan Aalborg Universitet - og de danske videregående uddannelser i øvrigt - i efteråret blev pålagt at lave, er nemlig blevet godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Planen betyder at universitetet i 2015 optager 428 færre studerende på en række bacheloruddannelser end i 2013. Det tal bliver frem mod 2018 øget så det maksimale optag på de berørte uddannelser samlet bliver på 1234 studerende. Det er en reduktion på 737 studerende.
Hårdest ramt bliver Medialogi-uddannelsen, der allerede fra i år reducerer maks-optaget i sit fulde omfang. Det betyder, at der med et snuptag fjernes 232 studiepladser.
På kandidatuddannelserne fjernes frem til år 2020 i alt 409 pladser. Den store omvæltning på dette område sker først for alvor fra 2017 hvor pladserne gradvist skæres væk. Til efterårets optag vil blot 39 pladser i alt være forsvundet.
Aalborg Universitet har i alt skåret flere pladser væk end de var blevet pålagt af ministeriet. Det skyldes ifølge en pressemeddelelse fra universitetet at man har indregnet en planlagt adgangsbegrænsning til socialrådgiveruddannelsen..
Og netop denne uddannelse er medvirkende til at universitetet har kunnet "skåne" nogle pladser på de uddannelser, de af ministeriet var blevet pålagt at dimensinere.
- Vi ville ønske, politikerne havde lyttet mere, og at de havde valgt et andet instrument end dimensionering. Men når det nu skal være, så synes jeg, vi har fået det bedste ud af det, siger rektor Per Michael Johansen, der vurderer at dimensioneringen ikke vil koste jobs på universitetet.
- Umiddelbart er der ikke ansatte, der skal fyres. Det er i højere grad nyansættelser, der vil blive bremset, siger rektoren.