Poleringsfirma sælger livsfarlig vodka

Fødevarestyrelsen advarer mod vodka med mistanke om træsprit, som er solgt til private i Hjørring.

Vodkaglade nordjyder og deres forældre bør se sig for, inden de blander den klare sprut op med juice eller sodavand. Fødevarestyrelsen advarer nemlig mod en potentielt livsfarlig vodka, som er blevet solgt til private fra et poleringsfirma i Hjørring.

Vodkaen stammer fra en tysk producent, som er i myndighedernes søgelys. Ifølge styrelsen har den fremstillet vodka et "meget højt og ulovligt" indhold af træsprit.

Det får nu Fødevarestyrelsen til at frygte, at det samme er tilfældet for de flasker, der er dukket op i Nordjylland. Og træsprit er ikke til at spøge med, understreger styrelsen.

- I værste tilfælde bliver du enten blind eller dør. I andre tilfælde risikerer du at gå i koma, få synsforstyrrelser eller hyperventilere, lyder advarslen i en pressemeddelelse.

Skulle man få nogle af disse symptomer, bør man søge læge. Vodkaen er solgt i halvliters flasker fra adressen Idræts Allé 101 i Hjørring, hvor firmaet Alberts Polering har til huse.

Fødevarekontrollens Rejsehold har konfiskeret 120 flasker vodka på adressen, men kan ikke afvise, at der er yderligere flasker i omløb.

Skulle man have en flaske af den mistænkelige vodka stående, opfordrer Fødevarestyrelsen til, at man kasserer den eller kontakter den nærmeste Fødevareregion.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland