Politi efterlyser flugtbilist: Kørte 19-årig ned i fodgængerfelt

En varevogn påkørte torsdag eftermiddag en ung kvinde i Frederikshavn.

Lokalpolitiet i Frederikshavn vil gerne i kontakt med vidner til en trafikulykke torsdag eftermiddag.

Klokken cirka 16.20 påkørte en sort Mercedes Vito varevogn en 19-årig kvinde i fodgængerfeltet ved Rådhus Allé og Rimmensgade ved Føtex. Bilen standsede kortvarigt efter uheldet, men flygtede så fra stedet.

- Hun gik ud for grønt, så føreren af Mercedesen må jo have kørt over for rødt, siger politikommissær Steen Hørlück, der understreger sagens alvor.

- Det er alvorligt at stikke af fra en ulykke. Kvinden kom ikke alvorligt til skade, men hun kunne jo være kommet ind under bilen, siger han.

Kvinden slap med chokket og hudafskrabninger efter påkørslen, men fordi føreren stak af fra stedet, vil politiet gerne høre fra vidner til ulykken, der kan være med til at identificere føreren af bilen. Det kan bilens ejer nemlig ikke.

- Han fortæller, at han har lånt den ud til anden, og den anden person fortæller at han igen har lånt bilen ud. Men han ved ikke til hvem, siger Steen Hørlück.

Nordjyllands Politi kan kontaktes i sagen på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland