Politi efterlyser overfaldsmænd
Foto: TV2/Nord
Politiet er nu kommet nærmere et signalement af de to mænd, der søndag morgen i Løgstør overfaldt en 18-årig kvinde og forsøgte at rive hendes tøj af.
Overfaldet skete ca. kl. 6.30 søndag morgen på Havnevej, da den 18-årige kvinde var på vej hjem fra en bytur.
Den unge kvinde blev slået af de to mænd, hvorefter de tog hendes mobiltelefon og tegnebog.
Desuden flåede mændene i kvindens tøj, og den ene af mændene blottede sit lem. Derfor er der både tale om røveri og seksuel forulempelse.
- Det er en alvorlig sag, som vores efterforskere arbejder videre med i morgen, siger vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.
Politiet har foreløbig dette sparsomme signalement:
Den ene beskrives som ca. 170-175 cm høj og almindelig slank af bygning. Han havde sort hår, som var kortklippet i siderne og med strit i toppen.
Den anden havde kort hår og de var begge velsoignerede.
Begge ovetrfaldsmænd løb væk ad Østerbrogade. Oplysninger i sagen kan gives til Nordjyllands Politi på telefon 114.