Politi fremme på fire minutter

Der gik fire minutter fra alarmopkald 112 lød, til politiet nåede frem til restaurant Gøglerbåden i Aalborg, hvor politiet fandt en 30-årig livløs mand.

Den 30-årige er mandag morgen erklæret død. Umiddelbart tyder intet på, at der ligger en kriminel gerning bag dødsfaldet, lyder det fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

Den 30-årige mand fra Aalborg var i håndgemæng med andre gæster på stedet, efter han havde sparket døren til restaurationen ind. Forud for det var han blevet bortvist fra stedet af dørmændene, fordi han havde slået ud efter flere gæster.

Dørmændene fik i første omgang den 30-årig til at falde til ro ved at holde fast i ham, og derefter blev han lagt på jorden, hvor to dørmænd sad på ham.

Den 30-årige har ifølge politiets oplysninger ligget på jorden få minutter, idet et vidne slår alarm og ringer til 112 allerede, mens der er tumult inde på restaurationen.

- Og vi har en patrulje på stedet fire minutter efter opkaldet, fortæller vagtchef Per Vagn fra Nordjyllands Politi.

Hans vurdering er, at dørmændene har handlet, som de skulle, idet de har afværget voldelige episoder på stedet.

- Man skal som dørmand gå ind og få det stoppet, når en gæst går amok og slår ud efter andre gæster og dernæst sparker døren ind, siger vagtchefen.

Et ligsyn af den 30-årige har mandag formiddag afgjort, at der skal ske obduktion af manden for at få klarlagt den præcise dødsårsag. Umiddelbart tyder meget på, at den 30-årige pludselig fik hjertestop i forbindelse med tumulten.

Det var først ved politiets ankomst, at dørmændene blev klar over, at den 30-årige ikke trak vejret. Han blev genoplivet, men hans liv stod ikke til at redde.

Se indslaget fra TV2/NORD øverst i artiklen.


Seneste nyt

fra Nordjylland