Politi siger undskyld for bøder i Østerild
Foto: TV2/Nord
Seks borgere får slået en streg over bødesager efter hændelse ved det omstridte testcenter for vindmøller.
Betjentene var lidt for ivrige, da de torsdag morgen fik øje på seks aktivister i Østerild Klitplantage. De seks blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og stod dermed til en bøde på et par tusinde kroner. Men nu er ordensmagten på tilbagetog.
- Det er en beklagelig fejl, siger Kurt Steenfeldt, der er talsmand for Midt- og Vestjyllands Politi torsdag formiddag Borgere skal først have et påbud - og kun hvis de ikke retter ind, kan betjentene rejse sigtelse.
?
I dette tilfælde havde de seks ikke fået påbuddet og for eksempel fået meldingen: "I skal gå nu."
- Det er en slags teknisk fejl. Formalia er ikke blevet overholdt, og de vil snarest muligt blive kontaktet, siger Kurt Steenfeldt.
En af aktivisterne er Lene Rix Flarup. Hun fortæller:
- Vi gik ind på området, og da vi nærmede os de flismaskiner, der rydder op efter fældning, stoppede skovarbejderne med at arbejde.
- Så dukkede fire betjente op og sendte os væk fra området og sigtede os for at overtræde god ro og orden, siger Lene Rix Flarup.
Aktivisterne har flere gange forsøgt at lægge hindringer i vejen for arbejdet i plantagen, hvor der skal etableres et testcenter for kæmpevindmøller. De har forsøgt at forhindre, at skovarbejdere fælder træer, så der bliver plads til testcentret. Det oprydningen efter fældningen, som var i gang, da de seks personer gik ind i området.