Politibetjent sparket på Hjallerup Marked

En 17-årig ung mand fra Aalborg blev så vred over at blive bortvist fra Hjallerup Marked, at han sparkede en betjent på låret.

Episoden skete klokken 22.50. Det kostede den unge mand en anholdelse og en sigtelse for vold mod tjenestemand, fortæller Nordjyllands Politi.

- Den unge mand kunne ikke finde ud af at opføre sig ordentligt, derfor blev han bortvist fra markedet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Heine Hansen.

Den 17-årige har overnattet i detentionen og bliver afhørt lørdag formiddag, inden han bliver løsladt igen. Udover den unge mand fra Aalborg, blev endnu en mand anholdt. Han ville ikke forlade markedet, da politiet bad ham om det.

Derudover betegner Nordjyllands Politi fredag aften og nat på markedet som rolig.


Seneste nyt

fra Nordjylland