Politiet anholder yderligere tre rockere for slagsmål
Der var massivt politioppbud torsdag, da rockerne var i grundlovsforhør i Retten i Aalborg.
Tre eftersøgte mænd er anholdt. To af dem mødte op ved retten for at støtte rockervenner i grundlovsforhør.
Fem rockere fra Bandidos bliver torsdag én efter én stillet for en dommer ved Retten i Aalborg. De er sigtet for grov vold mod den rivaliserende rockergruppe Hells Angels ved et slagsmål på værtshuset Mallorca Bar i Aalborg onsdag eftermiddag.
Nu ser det ud til, at der bliver endnu et grundlovsforhør fredag, for politiet har foretaget yderligere tre anholdelser i sagen.
- To af de anholdte befandt sig uden for retsbygningen under grundlovsforhøret, og den tredje har vi anholdt et andet sted i byen, fortæller Henrik Bech, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.
De to, som blev anholdt uden for retsbygningen, var i selskab med 15-20 Bandidos-rockere, som var mødt op for at støtte deres anholdte kammerater.
- Vi mener, at de tre, som vi har anholdt nu her, har deltaget i episoden på Mallorca Bar. Nu er det op til en juridisk vurdering, om de skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Henrik Bech.
Slagsmålet på baren opstod, da en gruppe på otte til ti personer med tilknytning til rockergruppen Bandidos kastede mindst fire brosten ind gennem vinduet på Mallorca-bar.
Indenfor sad fem til seks personer med tilknytning til den rivaliserende rockergruppe Hells Angels. Herefter opstod der tumult, indtil de brostenkastende mænd med tilknytning til Bandidos løb væk fra stedet op ad Boulevarden.
De fem rockere, som torsdag bliver fremstillet i retten, blev anholdt onsdag eftermiddag på Aalborg Universitetshospital, hvoraf den ene i første omgang blev indbragt på hospitalet med skader i ansigtet efter slag.
Efter slagsmålet anholdt politiet desuden en person, der var i besiddelse af en økse. Vedkommende menes at have tilknytning til slagsmålet på Mallorca Bar, og anholdelsen fandt sted i Aalborg Centrum tæt på baren.
Nordjyllands Politi går ud fra, at der er tale om lokal tvist mellem de to rockergrupper.