Politiet efterlyser vindueskigger

Nordjyllands Politi efterlyser en mand, som natten til onsdag blev opdaget i at kigge ind ad vinduer hos familier i Nørager og Støvring.

En familie i Nørager og en familie i Støvring fik natten til onsdag en ubehagelig overraskelse. Her opdagede de nemlig en mand, som stod og kiggede ind ad vinduerne i familiernes huse.

Familien på Løgstørvej i Nørager så først vindueskiggeren, og de oplyste til politiet, at det ikke var første gang, de havde set ham. Kort efter blev en familie på Porsborgvej i Støvring vækket, da de hørte lyde udenfor.

Familien opdagede, at der stod en mand og kiggede ind ad deres soveværelsesvindue, og de anmeldte episoden til politiet.

Manden stak af, da han blev opdaget, men han efterlod en kasse, som han havde stået på for at kunne se igennem en sprække i gardinet.

Nordjyllands Politi vil gerne i kontakt med manden, der beskrives 20-25 år, spinkel og cirka 170 centimeter høj. Politiet kan kontaktes på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland