Politiet er på vejene med alkometeret i anledning af J-dag

Fredag bliver årets julebryg frigivet, og det får politiet til at være ekstra aktive med alkometeret i de kommende dage.

Muligheden for at få lov at puste i politiets alkometer er ekstra stor i de kommende dage. Derfor kan det anbefales ikke at sætte sig bag rattet, hvis du tager mere end en enkelt slurk af årets julebryg, som frigives fredag aften klokken 20.59.

Rigspolitiet oplyser i en pressemeddelelse, at politiet i anledning af, at julebryggen kommer på gaden, er klar med en målrettet indsats mod bilister, der er påvirket af spiritus eller narkotika. Den landsdækkende razzia finder sted fra torsdag og frem til søndag.

Hvis du skal ud at fejre J-dag på fredag, opfordrer politiet til, at du på forhånd har fundet ud af, hvem der kører hjem eller at du tager en taxa eller bussen.

Politiet gennemførte også en landsdækkende razzia omkring J-dag sidste år. Her blev der landet over i løbet af de fire kontroldage sigtet 105 spirituspåvirkede førere, hvoraf 26 var involveret i færdselsulykker, mens 70 førere blev sigtet for at køre i narkotika eller medicinpåvirket tilstand. Fire var involveret i færdselsulykker.


Seneste nyt

fra Nordjylland