Politiet fraråder unødig udkørsel i Thy
Foto: Per Colstrup Vinkel
Thistedvej søndag eftermiddag.
Voldsomt snevejr og udsigten til en regulær snestorm, får politiet til at fraråde alt unødig udkørsel i Thy.
Sneen vælter ned flere steder i Nordjylland og udsigten til en regulær snestorm, får nu Nordjyllands Politi til at advarer bilister om at holde sig fra vejene, med mindre det er strengt nødvendigt. Også Mors er ramt af det voldsomme snevejr.
Det skriver Nordjyske Stiftstidende på sin hjemmeside.
Søndag eftermiddag og aften kan der falde på op til 20 centimer sne i Nordjylland, og en kraftig blæst vil give snefygning og betyde at mindre veje kan lukke helt til, lyder det fra DMI.
- Vi fraråder folk at køre ud, hvis det ikke er nødvendigt, og særligt i Thy, hvor flere af de mindre veje er helt spærret, siger vagtchef Henrik Nielsen, fra Midt- og Vestjyllands Politi til nordjyske.dk
Søndag eftermiddag er der sat rendegravere ind i Thy i forsøget på at holde de større veje snefri.
Falck i Nordjylland har indkaldt ekstra redningsmandskab, mens Nordjyllands Politi har rekvireret fire pansrede ambulancer til stationerne i Hjørring, Aalborg, Fjerritslev og Støvring.
Indtil videre har det ikke været nødvendigt at tage de specielle ambulancer, der skal tage over, hvis de almindelige ambulancer må give op, i brug.
Mens DSB melder om mindre forsinkelser visse stedet i Nordjylland, oplyser Nordjyllands Trafikselskab, der står for busdriften, at snevejret kan føre til forsinkelser i hele regionen.
/ritzau/