Politiet skiftede hjul i Limfjords-tunnelen

Betjente hjalp til, da bilist punkterede i Limfjordstunnelen.

En lidt anderledes opgave opstod mandag formiddag, da politiet på deres overvågningskamera opdagede, at en bil holdt stille i Limfjordstunnelen.

- Vi kan se, at en mand går rundt og kigger på hjulet, der er punkteret. Det undrer os lidt, for vi har intet opkald fået, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Da politiet nåede frem til bilisten, var han allerede i gang med at skifte hjulet. På det tidspunkt var der afspærret, men Falck var endnu ikke ankommet, så for at få afsluttet den farlige situation hurtigst muligt, trådte betjentene til og hjalp med hurtigt at få skiftet hjulet.

Selvom historien endte lykkeligt, og bilisten kunne køre videre uden skrammer, advarer vagtchefen på det kraftigste mod at stoppe op i Limfjordstunnelen.

Faktisk kunne det være gået galt, da en lastbil først meget sent opdagede, at bilen holdt stille. Han undveg i sidste øjeblik.

- Det er livsfarligt at standse sådan et sted. Nu kunne vi heldigvis se det på overvågningskameraet og træde til, men det kan altså gå grueligt galt, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

Han understreger samtidig, at man altid skal underrette politiet, når situationer som disse opstår.


Seneste nyt

fra Nordjylland