Politiet tweeter fra fodboldbrag

Når AaB i morgen tager imod OB, vil Nordjyllands Politi tweete for at styrke dialogen og tilliden.

Nordjyllands Politi er som altid med på lægterne, når AaB i morgen aften tager imod OB i et vaskeægte topopgør. Men denne gang bliver politiets indsats anderledes - de vil nemlig også tweete fra kampen.

- Vi gør det, fordi vi har en forventning om, at mediet kan bidrage til vores hensigt: at være synlige, skabe tryghed og forebygge uro. Det skulle jo gerne være en festlig aften for alle, siger vicepolitiinspektør John Henriksen.

Målet er at forbedre politiets indsats og styrke dialogen og tilliden.

- Vi kan blandt andet via Twitter fortælle folk, hvad vi forventer og ønsker af dem, siger John Henriksen.

Da Nordjyllands Politi stadig er nye på Twitter, bliver kampen også brugt som forsøgskanin for, hvad der virker.

Kampen sparkes i gang fra klokken 18.30 - og politiet vil tweete fra sen eftermiddag til et par timer efter kampens afslutning.


Seneste nyt

fra Nordjylland