Politiker revser forældre efter vikarfyring

S-politiker mener, det er en overreaktion, at en skolevikar blev bortvist efter at have vist en voldelig krigsfilm for en 4. klasse.

- Reaktionen fra skolen og forældrene er til større fare for børnene end filmen, skriver det socialdemokratiske folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen på sin Facebook-profil efter det onsdag kom frem, at en skolevikar blev bortvist efter havde vist en meget voldelig krigsfilm for skoleelever i 4. klasse.

-Jeg synes, man skal passe på børn, men voksne skal opføre sig som voksne og det gør de ikke i denne sag. Man bør ikke vise denne film, men jeg tror der kommer flere problemer ud af det, at man fyrer læreren, siger han til Ekstra Bladet efter han skrev sit Facebook opslag.

Det var filmen "Savior" fra 1998, der blev vist som en del af en religionstime på Gudumholm skole i forrige uge. Filmen sætter fokus på religionsstridigheder under borgerkrigen i Jugoslavien i 90'erne. Men den læreruddannede vikar blev bortvist, blandt andet fordi forældre til eleverne var rystet over filmvisningen. Nogle af børnene blev også tilbudt psykolog hjælp efterfølgende.

- Børnene bliver dobbelte ofrer i denne sag. Først skal trækkes igennem det filmiske voldsorgie, og bagefter skal de så opleve at læreren bliver fyret. Det skaber uro i klassen og samtidig giver man børnene et forskruet forhold til, hvornår man i sin videre færd i livet kan forvente, der bliver stillet en krisepsykolog til rådighed, siger Christian Rabjerg Madsen til avisen.


Seneste nyt

fra Nordjylland