Politikere kræver handling mod de lange ventelister
Per Clausen fra Enhedslisten går til ministeren om de lange ventetider på strålebehandling i Nordjylland.
I går fortalte TV2/Nord at ventetiderne på opfølgende strålebehandling for bryst- og prostatakræftpatienter lige nu er på 14 uger. Altså 10 uger mere end ventetidsgarantien på 4 uger. Der har fået Per Clausen til at fare i blækhuset og skrive til sundhedsministeren.
- Det er slet ikke nogen tilfredsstillende løsning på dette problem, at Region Nord tilbyder patienterne behandling i udlandet hurtigere. Disse patienter befinder sig båd fysisk og psykisk i en meget sårbar situation. Derfor skal de sikres hurtig behandling i Nordjylland.
Derfor stiller Per Clausen nu spørgsmål til ministeren, for at få en løsning på problemerne hurtigst muligt. Spørgsmålene lyder som følger:
- Hvornår forventer ministeren, at patienter med brystkræft kan få tilbudt opfølgende strålebehandling inden for Danmarks grænser inden for de besluttede maksimale ventetider?
- Mener ministeren, at det er tilfredsstillende, at patienter med brystkræft henvises til udlandet til opfølgende strålebehandling og om det er dette tilbud, der er tænkt på i de nye kræftpakker?