Politipatrulje spotter ny ulv

Så er den gal igen. Flere meldes at have set en ulv i nærheden af Klosterheden. En patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi er ulvespotterne. Det skriver TV/MIDT-VEST.

I sidste uge så en politipatrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi en ny ulv. Naturstyrelsen fortæller til TV/MIDT-VEST, at betjentene observerede ulven, da de var på vej syd om Klosterheden. Derefter forlod ulven stedet.

- Ulven er jo fredet, så de kunne ikke gøre så meget. De lagde den i hvert fald ikke i benlås, siger Thomas Borup Svendsen fra Naturstyrelsen Vestjylland med et smil til TV/MIDT-VEST.

Naturstyrelsen har den seneste uges tid modtaget flere henvendelser fra folk, som mener, at de har set en ulv i nærheden af Klosterheden Plantage.

Naturstyrelsen har ikke fundet noget, der kan dokumentere med 100 procents sikkerhed, at ulven er i området.

- Vi har ikke fundet dødt vildt eller lignende. Lige nu venter vi på mere håndfaste beviser, men vi følger interesseret med, siger Thomas Borup Svendsen.

Den ulv, som blev set i Nationalpark Thy sidste år blev fundet død i november måned. Den var omkommet på grund af kvælning på grund af en betændelsestilstand i brysthulen.


Seneste nyt

fra Nordjylland