LIGE NU:

Portland-koncernen leverer resultat på 0,8 milliarder

Både omsætning og overskud i cement-koncernen Aalborg Portland steg fra 2013 til 2014.

Henning Bæk, der er koncernøkonomi- og finansdirektør, CFO, i Aalborg Portland-koncernen kan se tilfreds tilbage på 2014.

Koncernen øgede sin omsætning fra 5 milliarder til 6,4 milliarder og udbyggede resultatet med 244 millioner til i alt 812 millioner.

Aalborg Portland-koncernen producerer cement i Egypten, Malaysia, Kina, USA, Tyrkiet og Danmark og det er i udlandet 75 procent af omsætningen sker. Og også her, investeringerne sker.

Således brugte man i alt 3,5 milliarder på markeds- og produktionsfaciliteter verden over og i Malaysia har man fordoblet produktionskapaciteten.

- Vi har noteret os de forbedrede udsigter for verdensøkonomien, selvom der fortsat er stor usikkerhed herom, og vi regner med en let stigende aktivitet på byggemarkedet i Danmark som fortsat er Aalborg Portland Koncernens største enkeltmarked, siger koncernøkonomi- og finansdirektør Henning Bæk.

Aalborg Portland noterer sig i årsrapporten at de danske NOx- og PSO-afgifter påvirker virksomhedens konkurrenceevne på det europæiske marked.

I 2014 beløb afgifterne sig til i alt 58,9 millioner- Det svarer til 180.000 kroner om året per medarbejder, skriver koncernen i en pressemeddelelse.