Portræt: Alternativets nye forperson er fra Nordjylland

Bente Holm Villadsen er blevet udpeget af Alternativets hovedbestyrelse som ny forperson.

Lørdag eftermiddag blev Bente Holm Villadsen udpeget af Alternativets hovedbestyrelse som ny forperson for partiet.

quote - Vi har brugt alt for meget tid på at have bøvl og ballade. Det skal vi ikke have mere. Det er vi enige om. Det bliver freden der sænker sig over hovedbestyrelsen.

Bente Holm Villadsen, ny forperson for Alternativet

Siden Alternativet blev stiftet i 2013 har partiet oplevet både op og nedture. I dag har partiet kun et enkelt medlem i Folketinget. Nu har partiets hovedbestyrelse så udpeget nordjyske Bente Holm Villadsen som ny forperson for partiets hovedbestyrelse.

Lige nu er partiet i gang med en større omstrukturering af magtfordelingen i partiet, og derfor er det stadig uafgjort præcist hvilke opgaver Bente Holm Villadsen kommer til at stå med. Alligevel er den nyvalgte forperson klar til at møde udfordringerne lige på.

- Jeg er overvældet og beæret over, at hovedbestyrelsen har valgt mig. Selv om vi prøver at gøre vores organisering mere flad, så ved jeg, at jeg bliver et ansigt for partiet. Det er dejligt, at jeg har så dygtige kollegaer i hovedbestyrelsen, der kan hjælpe med at lære mig op, siger Bente Holm Villadsen.

Bente Holm Villadsens roller i Alternativet

- Medlem af hovedbestyrelsen (Forperson)

- Kasserer i storkredsbestyrelsen i Alternativet Nordjylland.

- Medlem af kandidatudvalget.

Politikken er punkt nummer ét

Lige nu har Alternativet kun et enkelt medlem i folketinget, Torsten Gejl fra Østjyllands storkreds, og selv om Bente Holm Villadsen har hørt dommedagsprofetierne for Alternativet, så mener hun partiet stadig har en masse at byde på.

- Punkt nummer ét for os, er vores politik. Jeg syntes selv, at vi har den bedste politik, og jeg har heller ikke hørt om nogle, der har forladt vores parti på grund af politikken. Det har været personsager eller andet, men ikke fordi de er uenige med vores politik. Derfor er det også der, vi skal ligge vores fokus, siger Bente Holm Villadsen.

Lynanalyse

Alternativet har det meget svært i dansk politik lige nu, og partiet – og Bente Holm Villadsen – går en mindst lige så svær fremtid i møde. Én ting er, at en stor del af folketingsgruppen har dannet et nyt parti, men konkurrencen skærpes yderligere af, at Veganerpartiet netop er blevet opstillingsberettiget. De appellerer til det samme vælgersegment

- Katrine Fuglsang, politisk analytiker, TV2 Nord

Selv om partiet ikke er alene i deres grønne dagsorden, siden Uffe Elbæk, der i sin tid stiftede Alternativet, stiftede det nye parti Frie Grønne, sammen med tidligere medlemmer af Alternativet, så er Bente Holm Villadsen ikke bange for eventuel konkurrence mellem de to partier.

- Vi skal fokusere på det vi kan. Det ved vi, at vi gør godt. Hvad de andre partier gør, skal vi ikke blande os i.

Lyn-analyse

Det kan være svært at se, hvad det er for nogle grønne kaniner, Bente Holm Villadsen kan hive op af hatten for, at det rigtigt kommer til at batte noget. Stort set alle partier i Folketinget har allerede klima meget højt på dagsordenen, så der skal noget helt nyt til, hvis partiet for alvor skal skille sig ud. Lige nu ville under 1 % af danskerne stemme partiet, hvis der var valg i dag.

 

- Katrine Fuglsang, politisk analytiker, TV2 Nord

Politik skabes fra bunden

Selv om det virker til, at der er nok at tage fat på for den nye forperson, så melder Bente Holm Villadsen klart ud, at hvis der sker politiske ændringer i partiet, så er det ændringer som hele partiet står bag, og ikke kun hende alene.

- Du ser ikke mit fingeraftryk på nogle af de politiske ændringer, der sker i Alternativet. Det ligger i vores DNA, at vores politik skabes fra bunden og i fællesskab. Så hvis der bliver ændringer, så er det noget hele partiet står bag, siger Bente Holm Villadsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland