Postbil påkørt ved Farsø
Foto: Jesper Bo Winther
To kvinder involveret i trafikulykke ved Farsø. 19-årig fløjet med helikopter.
Der er kort efter klokken 14 sket en trafikulykke ved Farsø.
- Det er en 19-årig kvinde i en postbil, der kører ud på Viborgvej fra en sidevej og bliver påkørt af en 62-årig kvinde, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Åge Pedersen.
Ifølge de første meldinger var ulykken alvorlig og den 19-årige kvinde sad fastklemt i sin bil.
- Jeg kender ikke til deres skader, men det skulle ikke være så alvorligt som først antaget. Den 19-årige blev fløjet med lægehelikopteren til Aalborg, fortsætter vagtchefen.
Rute 533 Viborgvej var ind til klokken 15.19 spærret i begge retninger, men er nu åben igen.
Ud over lægehelikopteren blev også bilinspektører tilkaldt til ulykkesstedet for at undersøge omstændighederne.