Praktik på Hawaii lokker unge ind på erhvervsuddannelser
I et forsøg på at lokke endnu flere unge ind på erhvervsuddannelserne, fylder eksotiske udlandsophold stadig mere under uddannelsen. Som vi fortalte i går, lider flere erhvervsuddannelser under et stort frafald, men dét håber både virksomheder og erhvervsskoler, at udlandspraktik kan rette op på.
Eksotiske udlandsophold fylder stadig mere, når erhvervsuddannelserne forsøger at gøre sig attraktive overfor potentielt kommende studerende.
Muligheden for udlandspraktik er noget af det, der kan få endnu flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Det mener de hos Tech College i Aalborg, og også de unge, der netop nu er draget uden for landets grænser ser flere fordele.
- Jeg har haft et eventyr de sidste fire år, og det har virkelig været fedt. Der er rigtig mange gode ting ved at tage praktik i udlandet. Man gror både personligt, men også fagligt, siger Asbjørn Vollmer Jeppesen, der foruden to andre udlandsophold har taget sin sidste tømrerpraktik på Hawaii.
Flere virksomheder ser også en fordel i, at de som en del at de unges lærlingetid tilbyder ophold i udlandet. En af dem er Intego i Aalborg, der efter nytår sender deres lærling Jacob Dalager til Island, hvor han i et halvt år skal arbejde som elektrikerlærling hos et samarbejdsfirma.
- Han får noget hår på brystet, og han får nogle muligheder og nogle oplevelser, som vi ikke umiddelbart kan give ham her. Der er ingen tvivl om, at det rygtes på skolerne, at vi giver de muligheder til vores lærlinge, så der går snakken også. Det er jeg sikker på, siger Brian Bisgaard Kristensen, der er serviceleder hos Intego.
Carsten Wowk Jepsen er projektkonsulent hos Tech College i Aalborg, og ifølge ham kan praktikopholdene i udlandet være med til at vende den negative udvikling i de unges interesse for at tage en erhvervsuddannelse.
Han får noget hår på brystet, og han får nogle muligheder og nogle oplevelser, som vi ikke umiddelbart kan give ham her.
Brian Bisgaard Kristensen, serviceleder, Intego
- Det kan bestemt være en af tingene, vil jeg mene. Arbejdsmæssigt lærer de at tage initiativ og løse problemerne selv. Der er ikke en mester, eller en lærer eller svend fra Danmark, som de kan spørge til råds. De skal selv finde løsninger på problemerne, og det løfter dem, siger Carsten Wowk Jepsen.
Omkring seks procent af Tech Colleges elever tager et ophold i udlandet under deres uddannelse.
Der er visse fordele ved at være i lære på Hawaii. Asbjørn Vollmer Jeppesen bruger ofte sine fridage på stranden: