Praktiserende læger: For mange lader sig teste for corona uden at have symptomer

Mange nordjyder vælger at lade sig teste for covid-19, selvom de ikke har nogen symptomer overhovedet. De praktiserende lægers organisation kalder det test-hysteri.

Carina Marcussen er i gang med at tage en uddannelse til friluftsleder på UCN i Aalborg. På fredag skal hun sammen med ni andre fra holdet på studietur til Norge. De har besluttet, at de allesammen vil testes for covid-19, inden de tager afsted - selvom ingen af dem har nogen symptomer.

- Det er for hinandens sikkerhed. Vi skal sove i telt sammen og gå op og ned af hinanden og lave mad til hinanden og lave alt sammen, så derfor er det lidt vigtigt, at der ikke er nogen af os, der er smittede, siger Carina Marcussen.

Testet for en sikkerheds skyld

I går blev der foretaget 19.080 prøver på landsplan. 83 af dem var positive. Ved testcenteret i Nørresundby er der mange, der lader sig teste, selvom de ikke har nogen symptomer, og de har mange forskellige forklaringer på, hvorfor de ønsker en test. Én skal starte i nyt job og har aftalt med chefen, at han lader sig teste inden. En ældre mand skal til bryllup og barnedåb og vil bare gerne lige været sikker på, at han ikke er smittet. En ung pige skal være au-pair i Paris, og hun vil gerne kunne vise familien, at hun ikke er smittet, selvom de ikke har bedt hende om det. Vibeke Rasmussen fra Nørresundby skal på højskole i Nørre Nissum i 14 dage, og skolen har bedt alle kursisterne om at få lavet en test, før de møder op.

quote Det er for hinandens sikkerhed. Vi skal sove i telt sammen og gå op og ned af hinanden og lave mad til hinanden og lave alt sammen, så derfor er det lidt vigtigt, at der ikke er nogen af os, der er smittede.

Carina Marcussen, Friluftlivsinstruktør, UCN Aalborg

- Det synes jeg er fint. Vi er mange mennesker, der skal være sammen, så det synes jeg er fint, at skolen gerne vil have, siger Vibeke Rasmussen.

PLO: For mange uden symptomer bliver testet

I fredags kunne vi fortælle, at patienter, der skal til behandling på Aalborg Universitetshospital, ikke altid når at få svar på deres coronatest, inden de skal opereres eller behandles, fordi der er pres på testkapaciteten. De praktiserende lægers formand, Christian Freitag, mener, at der er for mange uden symptomer, der lader sig teste.

- Der er ikke tvivl om, at der er nogen, der har taget det her meget meget til sig og nærmest har lagt det ind i nogen rutiner og bliver testet, siger Christian Freitag.

Lige nu kan alle danskere frit booke test uden en henvisning fra en læge på coronaprover.dk. Det vil de praktiserende læger gerne have regeringen og sundhedsmyndighederne til at genoverveje.

- I sundhedsvæsnet er vi vant til at tænke os godt om, inden vi udløser ressourcer. Vi beder sundhedsmyndighederne om at se på, om det forsat skal være sådan, at der bare skal være fuldstændig åbent for vandhanerne, når det vedrører tests, og at borgerne selv skal finde ud af, om de skal testes, siger Christian Freitag.

Test giver tryghed

Carina Marcussen tager afsted til Norge på fredag. Hun er i tvivl om covid-19 testen egentligt er nødvendig, men det gør, at hun bedre kan slappe af.

- Turen bliver bekymringsfri, fordi vi alle sammen har fået taget en test. Der er en tryghed i, at de andre har heller ikke corona, og så er det nemmere at acceptere, at vi skal sove i telt sammen, siger Carina Marcussen.

Den seneste melding fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er, at han overvejer, om der skal sættes begrænsninger for den frie tilgængelighed til test. Udover er det regeringens mål, at testkapaciteten skal op på 50.000 om dagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland