Preben Bang om det nye regeringsgrundlag: - Godt, der kommer andre boller på suppen

Det nye regeringsgrundlag er netop blevet præsenteret. Særligt et af punkterne gør folketingsmedlem Preben Bang glad.

Den nye trekløverregering er søndag faldet på plads, og det betyder også et nyt regeringsgrundlag. Særligt et af punkterne i planen gør folketingsmedlem Preben Bang Henriksen fra Venstre glad. Nemlig punktet, der gør det muligt for Staten at bruge flere advokater.

Helt præcist drejer det sig om, at Staten vil indgå rammeaftaler med flere leverandører – og geografisk opdelte kontrakter.  

Danmark er det eneste land i verden, hvor Staten alene benytter én advokat – i alle andre lande benytter Staten forskellige advokater. 

I Danmark har det københavnske firma Poul Schmidt således siden 1936 haft monopol på opgaven som Statens advokat. Den opgave løber på årsplan op i 385 millioner kroner.

- Det har været det glade vanvid at se en advokat drage fra Købehavn til retten i Hjørring for at føre en banal lokal retssag på statens vegne, et arbejde, der meget billigere kan udføres af lokale advokater, siger Preben Bang Henriksen.

Derfor er han glad for regeringens nye plan.

- Godt at vi nu får dette dyre monopol brudt op. Der er ingen tvivl om, at der nu kommer helt andre boller på suppen.  Når et emne klart og tydeligt beskrives i et regeringsgrundlag, så bliver der fulgt op på det, siger folketingsmedlemmet fra Venstre.

Preben Bang peger yderligere på, at den nye mulighed for konkurrence også kan komme de nordjyske advokatfirma til gavn. 


Seneste nyt

fra Nordjylland