09:50

Beboere i Aalborg Øst tager godt imod rygestopkurserne. Foto: Michael Schmidt Thomsen

1 af 2

Private aktører til kamp mod rygning

10 nye partnere skal sammen med Aalborg Kommune være med til at begrænse rygningen i Nordjyllands største kommune.

Det går allerede den rigtige vej med rygningen i Aalborg Kommune. Ved seneste måling var det 15,2 procent, der røg. Men tallet skal ned på 12 procent senest i 2017, lyder målsætningen.

Og for at sætte handling bag ordene blev der i dag indgået partnerskabsaftaler med yderligere 10 private aktører.

Kommunen tilbyder dem rådgivning og gratis rygestopkurser. Og derudover bliver de en del af et netværk, som kan udveksle erfaringer med røgfrie initiativer.

De ni partnere, der i dag underskrev et såkaldt charter, er Alabu Bolig, SIFA, Sundby-Hvorup Boligselskab, Aalborg Lufthavn, Aalborg Handelsskole, BUS-Aalborg, Plus Bolig, Carsoe A/S, SuperBest i Aalborg og Psykiatrien.

De har med deres underskrift forpligtet sig til at udbrede visionen om en mere røgfri kommune - vel at mærke uden løftede pegefingre og med positiv kommunikation.

I aften i Nordjylland Live fortæller vi om den rygestopindsats, der siden 2011 har fundet sted i Aalbog Øst.

Her har 100 borgere hvert år været på rygestopkursus. Og noget overraskende er det ofte boligselskabernes varmemestre, der opfordrer beboerne til at kvitte smøgerne.