Professorer: Politikerne gør virkningsløse drænrør til en skandale
De to professorer bag de rapporter, der stempler drænrør af plastic langs den jyske vestkyst som virkningsløse til at forhindre erosion, er rystede over de danske politikeres opførsel. Det skriver Ingeniøren.
- Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad vi siger, lyder det fra en af de professorer, som har vendt tommelfingeren ned for de omstridte drænrør på den jyske vestkyst.
Politikerne vil have en ny uvildig vurdering, men hvordan kan man finde mere uvildige eksperter end os, spørger professorerne.
Professor Hans Burcharth fra Aalborg Universitet, der skrev den ene rapport om drænrørene, kalder det en politisk skandale og spild af skattekroner, at nogle politiker nu kræver nye forsøg med rørene.
Det nuværende forsøg fik bevilget 7,7 millioner kroner.
- Der sidder en flok politikere, som bestemt ikke kan tænke sig om. Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad Jørgen Fredsøe og jeg siger. Sagen er bare, at enhver med blot den mindste smule viden om fysik kan se, at rørene har så marginal virkning, at de ikke kan bruges, siger Hans Burcharth til Ingeniøren.
Mandag fremlagde både professorerne og opfinderen Poul Jakobsen fra Skagen Innovation Center (SIC) deres rapporter om drænrørene for Folketingets Trafikudvalget.
Jørgen Fredsøe, der skrev den anden rapport om drænrørene, oplevede blandt andet, at Anita Knakkegaard (DF), der bor tæt på et forsøg med rør, forsøgte at belære ham om strømningsteknik med udsagn om, at de jo netop virker, fordi der bliver sumpet omkring rørene. En påstand, som Jørgen Fredsøe var lodret uenig i.
- Dett er mærkeligt, at trafikudvalget skal lære os om strømningsteknik. Det er jo vores fag, og vi er eksperterne. Derfor spurgte jeg dem også, om de også tvivler på de statiske beregninger bag danske broer, og derfor er bange for at køre over dem, siger Jørgen Fredsøe i Ingeniøren
Begge eksperter fremhæver, at en lang række undersøgelser i andre lande, herunder Australien og Tyskland, har vist, at drænrørene ikke virker.