Protester imod nye elevplaner

Lærerene protesterer imod undervisningsministeriets nye elevplaner. Men hvor andre har valgt at boycutte dem helt, har de på Klarup Skole besluttet at de vil overholde kravene - men så vil de også have løn for det!

På Klarup Skole ved Aalborg har lærerne regnet på, hvad de nye elevplaner vil koste i timer om året for en gennemsnitslærer med 120 elever - hvis hver elev skal evalueres sammenlagt 15 minutter årligt. I gennemsnit 3 1/2 uges ekstra arbejde. Men der er ikke fulgt penge med den nye bekendtgørelse.

- Vi vil ikke arbejde gratis. Det har man frivillige organisationer til. Vi vil gerne levere en virkelig god kvalitet, men man kan altså ikke få kvalitetsprodukter til discountpriser - det kan ikke lade sig gøre, siger Leif Kjeldsen, lærer på Klarup Skolen.

Aalborg Kommune har forsøgt at lave en mere lempelig indføring af de nye krav, ved at lade det være op til den enkelte lærer, om det er nødvendigt at evaluere alle elever i alle fag. Men i protest har Klarupskolens lærere altså besluttet, at de vil følge bekendtgørelsen til punkt og prikke, og lave elevplaner i alle fag.