Protesterne fortsætter i Mariagerfjord Kommune
Selvom socialdemokraterne i Mariagerfjord har meldt ud, at de vil tage forslaget om at lukke fem skoler af bordet, mødte Assens Skole i dag op i Hobro for at vise, at de stadig vil kæmpe for skolen.
250 elever og forældre, fordelt på fem store busser, mødte i dag op i Hobro, hvor de marcherede hen til borgmesterkontoret for at aflevere over 2000 underskrifter imod forslaget om en ny skolestruktur i Mariagerfjord Kommune.
Assens Skole stod til at miste dens 7. - 9. klasse til Mariager Skole, men mandag aften trak socialdemokraterne i land - forslaget bliver droppet helt.
Glæde i Rostrup
Også i Rostrup, hvor hele skolen stod til at blive lukket, er de lettede over at skolelukningerne bliver droppet.
- Vi er da rigtig glade og tilpasse med den udmelding. Det er skønt at få at vide, at vi får lov at overleve som skole. Og det havde vi sådan set lidt håbet og forventet, eftersom vi mener, at det er meget vigtigt, at der er en skole herude i lokalsamfundet også, siger Vibeke Larsen, der er stedfortræder for skolelederen på Rostrup Skole.
Skolerne er ikke fredede for altid
Venstre's Jørgen Pontoppidan mener dog, at skolerne er langt fra fredede - den socialdemokratiske kovending har nemlig en helt bestemt årsag, mener han:
- Jeg tror, at det er på grund af det kommende valg, at de bliver lidt svage i koderne. Så derfor sker der jo ikke noget på den her side at et kommunalvalg. Så kan vi begynde på det samme cirkus om et par år, siger Jørgen Pontoppidan, der er formand for Børne & Familieudvalget i Mariagerfjord Kommune.
Men det mener Borgmester H.C. Maarup (S), ikke har noget på sig.
- Jeg mener jo, at vi hele tiden vil være i den udfordring, at vi skal tage stilling. Det er et dynamisk samfund, og vi vil blive bombarderet, fra nu og i al evighed, med lovkrav og ændringer til hvordan skolen skal være. Så jeg tror ikke, at vi kan sige, at det har lige præcis noget med en deadline for en valgperiode at gøre, siger borgmesteren.
Ingen garantier
Eleverne og forældrene har vundet første runde - men spørgsmålet alle stiller sig selv er, hvor længe sejrrusen varer.
- Lad os forestille os, at et eller andet område, af en eller anden grund, ikke var attraktivt og blev fraflyttet, så kan vi selvfølgelig ikke bevare en skole. Men er der nu en skole, der på grund af den decentrale skolestruktur får en elevtilgang, så er den jo sikret, og så er det det, vi ville opnå, siger H.C. Maarup.
Men skolerne er klar til kamp igen, hvis det skulle blive nødvendigt.
- Vi ved jo ikke, hvad der sker i den næste valgperiode, men vi har dokumenteret så mange facts, så vi tror ikke, at der vil blive rørt ved os længere, det tror vi på, siger Keld Sole Christensen, der er formand for skolebestyrelsen på Assens Skole.
Men der er ikke så langt til den næste valgperiode?
Nej, men de politikere skal jo også vælges igen, slutter han.