Publikum svigter stort cykelløb
Et af Danmarks største cykelløb - Grand Prix Himmerland Rundt - blev kørt i dag, men publikums interesse for løbet var langt fra svimlende.
Et af Danmarks største cykelløb - Grand Prix Himmerland Rundt - blev kørt lørdag, men publikums interesse for løbet var langt fra svimlende.
Solskin og cykelløb - det plejer at være opskriften på folkefest i Himmerland. Trods det gode vejr kniber det dog med at lokke tilskuere ud på ruten til lørdagens Grand Prix Himmerland Rundt.
I Aalestrup plejer interessen for det store cykelløb at være stor, men lørdag kunne tilskuerne tælles på en enkelt hånd, da rytterne kørte igennem byen på deres 190 kilometer lange tur rundt i Himmerland.
- Der er jo ingen mennesker. Der plejer at være nogen hele vejen igennem byen, der står og hepper, men ikke i år, siger Carsten Jakobsen, som var en af de eneste, der så de 198 ryttere køre igennem Aalestrup.
Løbsarrangør Mogens Kristensen har ikke nogen forklaring på, at tilskuerne flere steder svigter Himmerland Rundt. Han mener, at løbsledelsen har gjort, hvad kan de kan for at hype cykelløbet.
- Vi har udgivet en avis, der er blevet gratis omdelt over hele Himmerland, og så har vi skrevet til borgerforeningerne i alle de byer, vi kommer forbi, og gjort opmærksom på, at nu kommer Himmerland Rundt, siger Mogens Kristensen.
Da feltet midtvejs i løbet passerer opløbsstrækningen i start- og målbyen Aars, er publikumsinteressen ikke overvældende. Paw Kristensen fra Hadsund kom tilfældigt til Aars og så derfor rytterne køre igennem byen. Han mener ikke, at der er blevet reklameret nok for løbet.
- Nu kommer jeg fra Hadsund, og der har vi ikke hørt noget om det - så der er ikke ret mange oplysninger om, hvad der foregår her i dag, synes jeg ikke, siger Paw Kristensen.
Selvom årets udgave af Himmerland Rundt ikke medførte nogen folkefest i Himmerland, så forsøger Mogens Kristensen at bevare optimismen.
- Vi kan godt mærke, at der har været krise i en del år, og at der ikke har været så mange sponsorer i år, som der plejer. Men vi håber, at de kommer tilbage, og at vi måske kan få en tv-aftale næste år. Det vil kunne løfte det, siger han.
En lettet Mogens Kristensen kunne melde om et pænt fremmøde, da rytterne lørdag eftermiddag krydsede målstregen i Aars for sidste gang. Hollandske Wim Stroetinga vandt løbet.