Pulsskolen til Nordjylland

Når Pulsskolen for første gang kommer til Nordjylland i uge 27, er det blandt andet fodboldspiller i AaB - Jeppe Curth - der står bag den aktive sommerskole.

De fleste nordjyder kender Jeppe Curth som fodboldspiller i AaB, men til sommer kan man opleve ham i en noget anderledes rolle. Det sker, når Pulsskolen for første gang bliver arrangeret i Nørresundby. Her skal Jeppe Curth være en af skolens instruktøre.

Den aktive sommerskole stammer fra Hillerød, hvor den i flere år har været en stor succes.

Det er hele familien Curth, der står bag Pulsskolen. Sammen med flere andre instruktører underviser de i løbet af ugen børnene i flere forskellige idrætsgrene - både kendte og ukendte.

De mange ukendte spil og lege betyder ifølge Jeppe Curth, at der er plads til alle børn lige godt om de er sportsinteresserede eller ej.

- Det handler ikke om, at man er dygtig og skal vinde. Det handler simpelthen om at være med og have et smil på hele tiden, siger Jeppe Curth.

De tre Curth-brødre har alle selv været elever på Pulsskolen som børn. Den erfaring, de har fra dengang, vil de bruge, når de underviser på sommerskolen i Nørresundby til sommer.

Pulsskolen kommer til at foregå på Nørresundby Idrætscenter, og der er endnu ledige pladser.


Seneste nyt

fra Nordjylland