Rå tone overtager facebook
Det er ikke alle, der er lige venligt stemte omkring at hjælpe de mange flygtninge, og på Tv2 Nords facebook side er der opstået en hård tone.
'Pak jeres indsamling sammen. Træk i stedet alle civile ud af landet og bomb lortet, så de kan flytte hjem igen, så er det ligesom ovre!! Helt ærligt tag jer sammen. De respekterer ikke, hvordan vi er, hvorfor skulle vi så tage i mod dem. Lad da lortet skyde hinanden, og lad os spare penge!! '
Sådan lyder en af de kommentarer, TV2 Nord har fået på vores facebookside. Den er reaktionen på et opslag om TV2's og DR's store indsamlingsshow til fordel for flygtninge.
- Der er mange rigtig grove beskyldninger, mange grove ord i debatten. Det overrasker mig faktisk, at man med billede på facebook vil lægge person til så grove beskyldninger. For man kan jo gå ind og se det alle sammen, så det er jeg faktisk noget overrasket over, siger TV2 Nords chefredaktør, Jesper Christiansen.
Og det er ikke kun på de sociale medier, folk melder klart ud, hvad de mener.
- De skal ikke komme her og sige de er flygtninge og vi får ikke penge nok. Det er ikke rimeligt. Jeg synes, vi skal hjælpe dem, der er her og så sende resten retur, siger Annelise Thomsen.
- Der kommer jo fandeme så mange flygtninge herop. Det er bare for at blive rigere, siger Charles Thomsen.
De groveste af indlæggene på facebook har TV2 Nord valgt at slette
- Vi vil have, at man skal tale ordentligt til hinanden og skrive ordentligt inde på vores facebookside. Man skal behandle hinanden med respekt, og det appellerede vi til folk om at gøre, og gjorde man ikke det blev man slettet fra vores facebookside, siger TV2 Nords chefredaktør, Jesper Christiansen.