Dagens dom i landsretten er en klar skærpelse af byrettens dom, der faldt tilbage i februar. Her blev indehaveren af ABM Food i Aabybro, en 60-årig mand, idømt 60 dages ubetinget fængsel og en bøde på 150.000 kroner.
Vestre Landsret skærpede dommen ved at fratage manden retten til at arbejde med fødevarer, mens de 60 dages fængsel blev gjort betinget. Bøden på 150.000 kroner fastholdt landsretten.
Den 60-årige har indtil nu arbejdet som rådgivende konsulent for andre virksomheder, der arbejder med fødevarer, og det job må han nu opgive efter dagens dom.
Mandens firma lukkede i 2006, efter Fødevareregion Nordjylland meldte virksomheden til politiet med mistanke om, at manden havde ommærket, ompakket og solgt fordærvede fødevarer.
Manden havde blandt andet solgt over 20 tons gammelt kød i form af frosset, brasiliansk kyllinge- og oksekød, polske grillpølser og 5.000 kilo burgere. En stor del af kødet var direkte uegnet til menneskeføde.