Rådmand: Borgerne vil ikke mærke det

Aalborg Kommune vil sende hjemmeplejen i udbud. Men det vil ikke betyde forringelser, siger rådmand Tina French Nielsen (V).

100 hjemmehjælpere var i dag til informationsmøde med Aalborg Kommune, for at blive klogere på, hvad udbuddet betyder.

- Jeg synes ikke, at jeg fik noget som helst ud af det. Jeg fik nærmest det samme at vide af min leder i går, så jeg er ikke blevet klogere på noget som helst. Faktisk er jeg ret frustreret, siger Susanne Holm, der er hjemmehjælper fra Svenstrup.

Med udbuddet af hjemmeplejen er det første gang, at Aalborg Kommune sender et så menneskenært fag ud af det kommunales egne hænder. Rådmand Tina French Nielsen mener ikke, at det bliver anderledes.

- Det er de samme kvalitetsstandarder der ligger, så borgerne skulle gerne ikke komme til at mærke noget til det her skifte, siger Tina French Nielsen (V), rådmand på ældre- og handicapområdet.

Det samme gælder for medarbejderne, som en ny arbejdsgiver er forpligtet til at lave tilsvarende aftaler med, som der i forvejen er under kommunen.

- Jeg forstår godt deres frustration. Sådan vil det altid være, når der sker noget på ens arbejdsområde. Men hvis de får en ny arbejdsgiver, så kommer de jo til at læne sig op ad de samme overenskomster, der er i dag. Der skal være det samme gode arbejdsmiljø, siger rådmanden.

Det er kun den del af hjemmeplejen, som hører til området ved Svenstrup og det sydvestlige Aalborg, der skal udbydes. Området passer nemlig med de ti procent, som kommunen gerne vil udbyde eventuelt til private aktører.

Planen om udliciteringen sendes nu i høring frem til november, og derefter sendes opgaven i udbud. Håbet er, at en eventuel ny leverandør kan få opgaverne fra februar 2014.


Seneste nyt

fra Nordjylland