Rådmand erkender børnehave-behov
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Aalborg Kommune afviser dog at have sovet i timen og glemt at kigge fremad i forhold til børnepasningen.
Der har indtil nu ikke været penge på budgettet til en ny børnehave i Klarup, men rådmand Maibritt Iversen anerkender, at udviklingen i området betyder, at der er behov for en ny daginstitution.
- Der er ingen tvivl om, at der er brug for en børnehave i Klarup, og der er heller ingen tvivl om, at det ved politikerne godt, siger Mai-Britt Iversen.
Selvom beboerne i Klarup siden 2009 har efterspurgt en ny børnehave, så afviser rådmanden, at kommunen har glemt at tænke fremad. Alligevel har Mai-Britt Iversen svært ved at love konkret handling, men understreger, at der i forbindelse med budgetplanlægning vil blive lagt op til en ny børnehave i Klarup.
- Jeg synes faktisk, de har en rigtig fin løsning derude, hvor børnene er samlet i en institution fire kilometer fra Klarup. Og det kan heller ikke nytte noget, at vi bare bygger børnehaver, og så viser det sig, at vi har spildt en hel masse millioner et sted, hvor der rent faktisk ikke var brug for en børnehave, siger hun.
Rådmand Mai-Britt Iversen lover til gengæld at finde plads i Børnehaven Vigen til 15 børn mere, så alle børnene fra Klarup fortsat kan gå sammen.