Rådmand: Marian Geller vil blive savnet

Marian Gellers død efterlader et tomrum for borgerne i Aalborg Kommune, mener rådmand Tina French Nielsen.

Den nordjyske Venstre-politiker Marian Geller døde onsdag aften efter længere tids sygdom. Og hun vil i høj grad blive savnet, siger hendes parti - og byrådskollega i Aalborg Kommune, rådmand Tina French Nielsen (V).

- Det er selvfølgelig alt, alt for tidligt, at Marian Geller går bort. Det er dybt tragisk, siger hun.

Marian Geller blev 56 år. På trods af længere tids sygdom var hun indtil fornylig aktiv i politik, både på sin plads i Regionsrådet og som 2. viceborgmester og byrådsmedlem i Aalborg Kommune. Tina French Nielsen mener, at især borgerne i Aalborg Kommune kommer til at mangle hende:

- Marian Geller var i høj grad borgernes politiker. Den enkelte borger vil komme til at mangle hende, fordi hun som politiker kunne gå ind og samle op på enkeltsagerne. Det, vi kommer til at mangle, er i høj grad koblingen mellem enkeltsagerne og politik på et strategisk niveau, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland