Rapport: Egholm-løsning er bedst

Ny rapport fra Rambøll konkluderer, at en tredje Limfjordsforbindelse via Egholm er bedst, når det kommer til at aflaste trafikken på de eksisterende forbindelser.

Under parolen "3. Limfjordsforbindelse NU!" har en komite med regionsrådsformand, Ulla Astman (Soc.dem.), i spidsen, fået lavet en rapport hos Rambøll, som vurderer nødvendigheden af en tredje Limfjordsforbindelse.

- Det her er et stort og bredt ønske i det nordjyske, at vi får truffet en beslutning omkring en tredje Limfjordsforbindelse, siger Ulla Astman.

Derfor havde komiteen mandag inviteret en række gæster fra erhvervslivet og det politiske liv i Nordjylland til konference i Aalborg Lufthavn, hvor rapportens konklusioner blev præsenteret. En rapport, som blev lavet som reaktion på en tidligere, meget omstridt, VVM-redegørelse.

- Vi konkluderer, at den konklusion man kom til (i VVM-redegørelsen, red.), er den rigtige. Det er Egholm-linjen, der vil give størst gevinst for ikke bare Aalborg, men samfundet som helhed, siger Jens Egdal, direktør for Transport ved Rambøll Danmark.

Rapporten konkluderer for eksempel, at de eksisterende veje, som krydser Limfjorden ved Aalborg, indenfor 5-10 år ikke længere kan klare mængden af trafik, som i de kommende år blot vil stige og stige.

Derudover er Egholm-linjen, ifølge Rambølls rapport, også mere sikker end en udvidelse af den eksisterende tunnel, når det kommer til eksempelvis uheld.

- Der sker mange ulykker ved Limfjordstunnelen. Så selvom man bygger nyt, har man det stadig koncentreret et sted, hvor der sker rigtig meget. Antallet af uheld vil falde, men ikke ligeså meget, som hvis man flytter en masse trafik et helt andet sted hen, siger Jens Egdal.

Flere af konferencens deltagere appellerer nu i et brev til, at Folketinget snarest muligt får vedtaget en anlægslov får den tredje Limfjordsforbindelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland