Rapport: Landsbyer forsvinder og Aalborg Lufthavn lukker

En ny rapport giver et bud på, hvordan Nordjylland kan se ud i 2050. Det indebærer blandt andet et scenarie, hvor Aalborg Lufthavn lukker.

Aalborg Lufthavn kan være fortid i 2050. Sådan lyder et af scenarierne i den rapport, som projektet "DK2050" har lavet om, hvordan den grønne omstilling kan komme til at påvirke de danske byer og regioner.

Aalborg Kommune har deltaget i projektet sammen med en række andre kommuner, regioner og virksomheder, samt Dansk Arkitektur Center.

Grunden til, at Aalborg Lufthavn kan ende med at lukke, er, at højhastighedstog måske kommer til at erstatte fly på ruten mellem Aalborg og København, og det kan altså ifølge rapporten betyde lufthavnens endeligt.

Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen, er dog lidt skeptisk over for konklusionen, som bliver draget i rapporten.

- Nu - i 2014 - er Aalborg Lufthavn jo i stærk vækst, og der kommer løbende nye internationale ruter. Så jeg kunne nu godt forestille mig, at Aalborgs internationale opkobling fortsætter, også i scenariet hvor der er en meget markant og stærkt politisk styret grøn omstilling, og hvor Aalborg netop går forrest i udviklingen af bæredygtige teknologier - uafhængigt at togforbindelser til København, siger Hans Henrik Henriksen (Soc.dem.).

I rapporten bliver det også konkluderet, at mange mindre nordjyske byer vil være forsvundet fra danmarkskortet i 2050, fordi mange vil flytte til Aalborg, som i øvrigt har fået en letbane.


Seneste nyt

fra Nordjylland