Rebild-forsvarer: Værst tænkelige straf
Torsdag faldt der dom i den såkaldte Rebild-sag, hvor en 56-årig mand blev kendt skyldig i årelangt sexmisbrug af ni børn - heraf syv af mandens egne.
Den 56-årige Rebild-far er idømt en forvaringsstraf. Forsvareren vil have ham frikendt i landsretten.
Den 56-årige Rebild-far fortrak ikke en mine, da dommen blev læst op.
Hans advokat til gengæld er ikke bleg for at udtrykke sin utilfredshed med den forvaringsdom, der nu venter hans klient.
- Det er den værst tænkelige straf. Derfor er den også blevet anket, siger forsvarsadvokat Leif Staal.
Sammen med den 56-årige mand, der nu er dømt for seksuelt misbrug af ni børn, havde Leif Staal på forhånd besluttet, at dommen skulle ankes, hvis det endte med forvaring.
I landsretten håber forsvareren at få den 56-årige frikendt for alle anklager. Alternativt skal han have en tidsbestemt straf, mener advokaten.
- Med en forvaringsdom ved han ikke, hvornår han kommer ud. Eller om han overhovedet kommer ud, siger Leif Staal.
Tidligere i sagen har han argumenteret for, at der kun skulle være tale om syv års fængsel, hvis den 56-årige blev dømt skyldig.
- Men vi håber, at sagen kan ende med en frifindelse i landsretten, siger forsvarsadvokaten og tilføjer, at den nu dømte mand fastholder sin uskyld.
Selv har den 56-årige ikke nogen kommentarer til den hårde dom.
- Mine kommentarer kommer via min advokat, var hans eneste ord, da hans passerede pressen på vej tilbage mod fængslet.
Rebild-faren blev dømt for samtlige 10 forhold i anklageskriftet med enkelte modifikationer.
Blandt andet fordi overgrebene ikke kun er sket mod hans egne børn, men også mod to piger uden for familien, har retten vurderet, at han er for farlig til at modtage en almindelig tidsbestemt straf.
Hans ekskone og børnenes mor var blandt tilhørerne i retten, og hun græd, da dommen blev læst op.
Den 56-årige skal sidde varetægtsfængslet, indtil ankesagen har kørt i landsretten. Indtil da er navneforbuddet desuden blevet forlænget.
/ritzau/