Rebild satser på kulturturisterne
Rebildfesten krydres med en countryfest og opera i Rebild suppleres af en rockaften. Den plan blev lanceret i dag.
Rebild Kommune vil trække turisterne til, selvom kommunen ingen kystlinjer har. I stedet vil kommunen og organisationen Rebild Event satse på kulturturisterne.
- Vi kan også gøre noget for turisterne i Rebild Kommune, selvom vi ingen kyster har. Til gengæld har vi en flot natur og nogle fantastiske kulturelle arrangementer, siger Anny Winther (Venstre), Borgmester, Rebild Kommune.
- Blandingen af rock, opera og country er skøn, og jeg tror også det vil gavne Rebild, siger Michael Hollænder, arrangør af Country i Rebild.
Den afvikles før, under og efter Rebildfesten den 4. juli og skal gøre Rebildfesten endnu mere attraktiv og sætte krydderi på dagene omkring den amerikanske uafhængighedsdag.
- Vi er ildsjæle, der er stolte af, at kunne gøre end tradition som Rebildfesten endnu mere spændende, siger Michael Hollænder.
Countryfolket har også skaffet det helt store koryfæ til Danmark. Countrylegenden Lynn Anderson optræder den 4. juli om aftenen i Rebild Bakker, efter at den officielle del af Rebildfesten er overstået.
Den anden weekend, hvor der er travlhed i Rebild Bakker er omkring Opera i Rebild den 10. august der afvikles for 7. gang. På samme scene bliver der nu også Rock i Rebild, bare om fredagen. Her vil Lis Sørensen, Aura og Anisette med Savage Rose give en stor koncert.